Bedre dyrevelfærd for 1 mio. danske kyllinger

22-06-2016

Et nyt samarbejde mellem Dyrenes Beskyttelse og Himmerland Kylling i Nibe løfter standarden for kyllingeproduktion i Danmark til nye højder. Himmerland Kylling starter produktion af 1 mio. fritgående og økologiske kyllinger, og etablerer nyt fjerkræslagteri.

Der er bedre dyrevelfærd på vej til mange danske kyllinger. Dyrenes Beskyttelse har netop indgået en ny samarbejdsaftale med nordjyske Himmerland Kylling, hvor foreningen stiller sin store ekspertise inden for dyrevelfærd til rådighed for en af landets største producenter af kyllinger. Kyllingeproducenten vil udvikle en ny produktion af fritgående og økologiske kyllinger samt investere i et helt nyt fjerkræslagteri.

”Danske forbrugere fokuserer i stigende grad på god kvalitet og at dyrene har haft et godt liv, men vi oplever, at det i dag er svært at få en dansk kylling, der lever op til det. Derfor omlægger vi en stor del af vores nuværende produktion til både økologiske og fritgående kyllinger, hvor kyllingerne dels har mere plads, lever længere og får adgang til udeareal”, siger Anders Laursen, adm. direktør i Himmerland Kylling

Etableringen af et helt nyt fjerkræslagteri Nordjylland bidrager også til et kæmpe løft af kyllingernes velfærd. Det nye slagteri betyder, at de levende kyllinger højest skal transporteres 25 min., og det betyder ligeledes et opgør med den traditionelle bedøvelsesform, hvor man anvender strøm til at bedøve kyllingerne.

Set med dyrevelfærdsbrillerne på er det med til at sætte barren meget højere på dyrevelfærdsområdet. For Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse, er det et stort skridt for dyrevelfærden, at aftalen er kommet i hus.

”Vi ved, at forbrugerene og detailhandlen i meget høj grad efterspørger kyllinger, der er produceret med høj dyrevelfærd. Derfor er det naturligvis glædeligt, at Himmerland Kylling nu tager skridtet og investerer i en produktion af flere fritgående og økologiske kyllinger. Vi er som forening rigtig glade for, at vi kan være med til at højne levestandarden for rigtigt mange kyllinger. Det er et meget stort skridt på vejen,” siger hun.

Dyrenes Beskyttelse kæmper for en bedre kyllingeproduktion

Siden efteråret 2015 har Dyrenes Beskyttelse med sin kampagne ”Tilbage til den gode kylling” arbejdet for at få flere kyllinger produceret med høj dyrevelfærd ud i køledisken. Det er derfor rigtig glædeligt at se, at dette arbejde nu er kommet et stort skridt nærmere.

Foreløbigt er aftalen femårig, og i den periode vil der blive realiseret en lang række konkrete tiltag, der skal være med til at udvikle og optimere dyrevelfærden, og Dyrenes Beskyttelse vil stille den nødvendige dyrefaglige rådgivning til rådighed i perioden.